Nogle børn føler sig forkerte i en verden, hvor de voksne tilsyneladende kender alle reglerne. Hanne Kvists bøger giver de usikre, ensomme og anderledes børn deres egen stemme. Hun kan fortælle om svære følelser uden at fjerne humoren, og hun lader ofte fantastiske elementer hjælpe læseren med at se hverdagen fra en ny vinkel.
Et spøgelse på et gammelt palæ, en skygge, der vokser sig uhyggelig, eller en historisk skikkelse omgivet af sagn: Hanna Lützen har arbejdet med fortællinger, hvor det velkendte kan forskyde sig mod det fantastiske. Hendes bøger henvender sig blandt andet til børn og unge, som gerne vil mærke både spænding og undren.
Ordene hopper og danser i Halfdan Rasmussens rim. En lyd kan blive til en historie, og en tilsyneladende fjollet vending kan vende alting på hovedet. Derfor har generationer af børn lært hans vers udenad. Men den legende digter skrev også med stort alvor om krig, frygt og menneskets ansvar.
Kan man tale med et barn om døden uden at gøre følelsen mindre end den er? Glenn Ringtved viser, at det er muligt. Hans fortællinger spænder fra humor og sportsdrømme til sorg, svigt og svære valg. Uanset genre er det ofte relationerne mellem mennesker, der gør historien vedkommende.
Når historien skrives, er det ofte de magtfulde, der får ordet. Hos Gerd Rindel kan det i stedet være et arbejderbarn, der viser læseren, hvordan en tid føltes at leve i. Hendes bøger er optaget af mennesker, som må finde vej i samfundets rammer – og af fællesskaber, hvor alle ikke har de samme muligheder.
Hvad hvis et badekar kunne blive til et helt univers? Og hvad hvis en myg hellere ville cykle end flyve? Flemming Quist Møller skabte fortællinger, hvor det absurde virker fuldstændig naturligt. Hans skæve dyr og fantasifulde figurer blev en del af mange danske børns barndom.
En fortælling kan blive mere dramatisk af en tegning, før læseren overhovedet har læst den første sætning. Erik Hjorth Nielsen var mester i at få skikkelser til at bevæge sig på papiret. Ansigter, hænder og kropsstillinger viser følelser, som teksten ikke behøver at forklare.
En kat med blå øjne bliver mødt med mistro, fordi den ikke ligner de andre. Det er en enkel idé, men i Egon Mathiesens hænder bliver den til en fortælling om fællesskab og retten til at være anderledes. Hans billedbøger viser, hvor lidt der egentlig skal til for at fortælle noget væsentligt.
En billedbog behøver ikke være pæn for at være god. Hos Dorte Karrebæk bliver figurer skæve, ansigter overdrevet, og det trygge kan hurtigt få en mørkere kant. Hendes billeder kan være både morsomme og urovækkende. Netop den blanding giver børn mulighed for at møde svære følelser i en form, der tager deres fantasi alvorligt.
En figur kan være så veltilpasset, at den næsten bliver til en dukke. Et historisk menneske kan derimod træde levende frem gennem en roman. Dorrit Willumsen har gennem sit forfatterskab undersøgt begge bevægelser: hvordan mennesker formes af omgivelserne, og hvordan de forsøger at bryde fri.