Et digt kan være styret af et regnestykke og alligevel føles personligt. Det er et af de paradokser, som Klaus Høecks lyrik undersøger. Han bruger mønstre, gentagelser og formelle systemer til at skabe tekster, hvor erindring, tro og kærlighed får plads. Formen kan være stram, mens betydningen bevæger sig i mange retninger.
Klaus Høeck er født i København i 1938 og debuterede med digtsamlingen Yggdrasil i 1966. Han blev en af de mest markante danske systemdigtere, der arbejder med regler og strukturer som en del af selve digtets skabelse. Hos Høeck er det matematiske og teknologiske ikke en modsætning til poesien, men noget, der kan sætte sproget i bevægelse.
I Hjem fra 1985 og In nomine fra 2001 udfolder han store digtkredse med erindring, musik og eksistentielle spørgsmål. Digtene kan være ordnet efter systemer, som ikke umiddelbart er synlige ved første gennemlæsning. Alligevel kan man opleve deres rytme og billedrigdom uden at kende hver eneste regel bag dem.
Høecks poesi kræver en vis nysgerrighed. Man skal ikke nødvendigvis begynde med at afkode systemet, men kan følge ordenes bevægelse og lade mønstrene træde frem efterhånden. Læs nogle digte fra Hjem, hvis du vil se, hvordan stor form og personlige erfaringer kan mødes.