Man kan høre en stemme, før man aner, hvem der taler. Sådan var det med Per Højholts Gitte, hvis monologer fik et stort publikum til at grine – og samtidig til at lytte mere opmærksomt til hverdagsdanmark. Højholt var både en kompromisløs eksperimenterende digter og en kunstner, der kunne gøre sprogets særheder til levende underholdning.
Per Højholt (1928–2004) var lyriker, prosaist og essayist. Han udviklede gennem flere årtier en digtning, hvor ordenes virkning og tekstens form blev lige så vigtige som dens emne. Med blandt andet Poetens hoved (1963), Min hånd 66 (1966) og Turbo (1968) udfordrede han forventningen om, at digte skal udtrykke én bestemt følelse eller tanke.
I Gittes monologer (1981) blev den særlige stemme og det østjyske tonefald genkendelige for mange. Højholt arbejdede også med oplæsninger, lyd og sceniske fremførelser. I serien Praksis fortsatte han sine forsøg med sprogets regler, rytme og humor.
Højholt kan virke vanskelig på papiret, men læst højt bliver det tydeligt, hvor meget musikken og komikken betyder. Begynd med Gittes monologer for den umiddelbare oplevelse og gå derefter til Min hånd 66 for de mere radikale sproglige eksperimenter.