I Villy Sørensens fortælling Tigrene trænger rovdyrene ind i almindelige hjem. Det fantastiske bliver behandlet som et hverdagsproblem, og netop derfor virker det urovækkende. Hos Sørensen kan en tilsyneladende enkel historie blotlægge, hvor skrøbelige vores forestillinger om fornuft, tryghed og god opførsel er.
Villy Sørensen (1929–2001) var både fortæller, litteraturkritiker og filosofisk essayist. Han er især kendt for Sære historier, men hans forfatterskab spænder fra korte prosafortællinger til bøger om etik, filosofi og myter. Det gennemgående spørgsmål er, hvordan mennesker lever med kræfter og konflikter, som de ikke fuldt ud forstår.
Et brud med den trygge fortælling
Sære historier udkom i 1953. Ifølge Lars Handestens gennemgang i Dansk litteraturs historie var manuskriptet først blevet afvist på Wivels Forlag, før Gyldendal antog det. De fortællinger, som senere blev faste indslag i undervisningen, passede altså ikke uden videre ind i samtidens litterære forventninger.
Sørensen bruger noget af eventyrets ligefremme fortællestil, men gør læserens orientering usikker. Det usandsynlige bliver ikke nødvendigvis forklaret, og slutningen giver sjældent en beroligende morale. Derfor er det nyttigt at læse hans historier langsomt: Ordene kan være lette at forstå, mens forholdet mellem handling og betydning er vanskeligt.
Tigrene og det, familien ikke kan kontrollere
I Tigrene opstår en kollektiv uro, da dyr dukker op i borgernes huse. Fortællingen kan læses som en undersøgelse af det, en ordnet hverdag forsøger at holde ude: angst, begær eller andre ubeherskede kræfter. Men tigeren behøver ikke stå for én bestemt ting, hver gang den optræder.
Den litterære virkning ligger også i reaktionerne. Læg mærke til, hvem der søger forklaringer, hvem der handler, og hvordan den nøgterne fortællestemme møder det mærkelige. En analyse bliver stærkere, når den følger disse forskelle, frem for straks at oversætte dyret til et enkelt symbol.
Når gode hensigter bliver farlige
Blot en drengestreg, også fra debutsamlingen, skildrer to børn, hvis forsøg på at hjælpe en legekammerat får katastrofale følger. Som Per Øhrgaard fremhæver på Forfatterweb, kan Sørensens historier rumme både brutalitet og en menneskelig omsorg i deres grundholdning.
Fortællingen rejser et konkret etisk problem: En handling bliver ikke god, blot fordi den, der udfører den, mener det godt. Læseren må selv tage stilling til afstanden mellem børnenes forklaring og det, der faktisk sker. Den underspillede tone skærper ubehaget, fordi teksten ikke hele tiden fortæller os, hvad vi skal føle.
Filosofi, kritik og frihed
Ufarlige historier fulgte i 1955, og Formynderfortællinger i 1964. I sidstnævnte bliver forholdet mellem opdragelse, magt og selvstændighed centralt. Lex’ forfatterartikel placerer dette spørgsmål om frihed og ansvar på tværs af Sørensens fortællinger og filosofiske arbejde.
Han skrev desuden Digtere og dæmoner (1959) og redigerede Vindrosen sammen med Klaus Rifbjerg i 1959–1963. Essaysamlingen Uden mål – og med udkom i 1973; Sørensen modtog Nordisk Råds litteraturpris i 1974 for bogen.
Hvor skal man begynde?
Begynd med Sære historier, og læs gerne Tigrene og Blot en drengestreg op mod hinanden. Undersøg især fortællerens tone og personernes begrundelser. Gå derefter til Formynderfortællinger, hvis spørgsmålet om omsorg og kontrol interesserer dig.
Som perspektiv kan du læse om Peter Seebergs eksistentielle fortællinger eller bruge vores vejledning til nærlæsning. Sammenlign konkrete fortællegreb, og lad ligheder og forskelle komme fra teksterne.