Et digt kan begynde i huden og ende ved horisonten. Pia Tafdrups lyrik forbinder sansninger, erindringer og billeder af naturen med spørgsmål om identitet og forgængelighed. Hun skriver med en præcision, hvor lyden af et ord kan være lige så betydningsfuld som dets umiddelbare mening.
Pia Tafdrup er født i 1952 og debuterede med Når der går hul på en engel i 1981. I samlinger som Springflod (1985) og Hvid feber (1986) udforskede hun kroppens erfaringer og forholdet mellem nærhed og afstand. Det er poesi, hvor lyst og smerte kan befinde sig i det samme billede.
Senere åbnede digtene sig mod større historiske og eksistentielle rum. Territorialsang (1994) knytter personlige erfaringer til Jerusalem, mens Dronningeporten (1998) væver vand, tid og kvindelig erfaring sammen. For sidstnævnte modtog hun Nordisk Råds Litteraturpris. Hun har også skrevet poetikken Over vandet går jeg og flere senere digtsamlinger.
Tafdrup kan læses både for billedernes umiddelbare styrke og for de former, som holder digtene sammen. Begynd med Springflod for den kropslige intensitet eller Dronningeporten for det større udsyn.