Hvor langt kan et menneske drives væk fra det, det selv opfatter som menneskeligt? Jens-Martin Eriksen stiller spørgsmålet med en alvor, der kan gøre hans romaner ubehagelige at læse. Han skriver om sorg, vold og frygt uden at love nemme forklaringer. Netop derfor tvinges læseren til at se både handlingerne og de mennesker, der udfører dem.
Jens-Martin Eriksen er født i 1955 og debuterede med romanen Nani i 1985. Hans tidlige bøger undersøger blandt andet erindring og tab, ofte gennem fortællerstemmer, der kredser om traumatiske oplevelser. I Jim og jeg (1989) prøver en ung mand at forstå sit forhold til en afdød ven.
Romanen Vinter ved daggry (1997) skildrer grusomheder i et krigshærget område, der minder om Balkan, uden at blive en traditionel historisk dokumentarroman. Eriksen har også undersøgt politisk vold og nationalisme i essayistiske bøger sammen med Frederik Stjernfelt, blandt andet Hadets anatomi (2003). Dermed står skønlitteraturen og den undersøgende samfundsdebat ved siden af hinanden i hans arbejde.
Eriksens tekster spørger, hvad der sker med moral og sprog, når frygten tager over. De giver ikke læseren behagelig afstand til vanskelige begivenheder. Vinter ved daggry er et stærkt udgangspunkt for den, der vil møde et kompromisløst forfatterskab om menneskets sårbarhed.