At være ung kan føles som at opdage, at de voksne taler et andet sprog. Klaus Rifbjerg gjorde netop dette sammenstød til litteratur. Han skrev om krop, begær, skam og frihed med en energi, der kunne virke provokerende på hans samtid. Men hans forfatterskab blev langt større end et generationsoprør.
Klaus Rifbjerg (1931–2015) debuterede som lyriker med Under vejr med mig selv i 1956. To år senere udkom romanen Den kroniske uskyld, der blev en af efterkrigstidens mest læste danske ungdomsromaner. Her møder man gymnasieelever, hvis forsøg på at finde sig selv støder sammen med familiens forventninger og deres egne følelser.
Rifbjerg skrev digte, romaner, noveller, dramatik og filmmanuskripter. Med Amagerdigte fra 1965 fornyede han forbindelsen mellem hverdagsliv og lyrik, mens romanen Anna (jeg) Anna fra 1969 viste en anden side af hans eksperimenterende og samfundskritiske fortællekunst. Han udgav gennem mere end et halvt århundrede en usædvanlig stor mængde litteratur.
Rifbjerg var en forfatter, der hele tiden prøvede nye former og satte vaner til debat. Han kunne være både morsom, sårbar og ubarmhjertig over for sine personer. Begynd med Den kroniske uskyld for det store gennembrud og fortsæt med Amagerdigte for at opleve bredden i hans sprog.