Hvad sker der, når billeder, som tilsyneladende ikke hører sammen, kolliderer i et digt? Hos Simon Grotrian kan resultatet være komisk, voldsomt og næsten musikalsk. Hans lyrik giver ikke altid læseren et sikkert sted at stå. Til gengæld er den fuld af energi og uventede sammenstød.
Simon Grotrian (1961–2019) debuterede med Gennem min hånd i 1987 og udviklede hurtigt sin egen genkendelige skrivemåde. Digtene kan springe mellem religiøse forestillinger, dagligdags ord og mærkværdige synsbilleder. I samlinger som Fire (1990) og Livsfælder (1993) arbejdede han med en billedrigdom, der både trækker på ældre poetiske traditioner og moderne eksperimenter.
Troen fik efterhånden en større plads. Porcelænsbreve (1999) og Seerstemplet (2001) viser udviklingen, mens Jordens salt og verdens lys (2006) består af salmer. Det religiøse bliver dog ikke til enkle svar; sproget forbliver udfordrende og fuldt af paradokser.
Grotrians digte egner sig til at blive læst højt, selv når betydningen ikke straks falder på plads. Begynd med et udvalg fra Gennem min hånd eller Jordens salt og verdens lys, og lad rytmen føre dig videre.