Man kan fortælle om fortiden på en måde, som gør nutidens spørgsmål tydeligere. Det gjorde Leif Esper Andersen i bøger om mennesker, der blev mødt med frygt og fordomme. Han lod unge læsere opleve, hvordan magt og overtro kan bestemme over et menneskes liv.
Leif Esper Andersen (1940–1979) var lærer, billedkunstner og forfatter. Han debuterede som romanforfatter med Heksefeber i 1973. Romanen fører læseren til en tid med hekseforfølgelser og undersøger, hvordan anklager og angst kan få alvorlige følger, når et samfund ikke længere ser på den enkelte med åbne øjne.
Andersen skrev også Fremmed (1975), Hakkedrenge (1976) og Træl og fri (1979). Flere af bøgerne kredser om mennesker, der møder modstand på grund af deres position, baggrund eller de normer, som styrer samfundet. Han modtog Danmarks Lærerforenings jubilæumspris for Heksefeber og Kulturministeriets Børnebogspris for Fremmed.
Forfatterskabet blev kort, men hans bøger viser, hvordan historisk fiktion kan gøre moralske spørgsmål konkrete uden at blive en tør historietime. Heksefeber er et oplagt sted at begynde, hvis man vil læse om frygtens og anklagens magt.