Hvad hvis et menneske insisterer på at være skyldig, mens samfundet vil forklare skylden væk? Henrik Stangerup brugte sådanne paradokser til at undersøge frihed, ansvar og de moderne institutioners magt. Hans romaner kunne provokere, men provokationen var ikke kun et mål i sig selv. Den skulle tvinge læseren til at se et velkendt spørgsmål fra en anden vinkel.
Henrik Stangerup (1937–1998) arbejdede som journalist, essayist og filminstruktør ved siden af forfatterskabet. Han debuterede som romanforfatter med Slangen i brystet (1969), der delvis foregår i Paris. Han gjorde tidligt den europæiske storby til et sted, hvor danske forestillinger og vaner kunne sættes på prøve.
I Løgn over løgn (1971) tog han et polemisk opgør med sin tids politiske og kulturelle miljøer. Manden der ville være skyldig (1973) er en roman om ansvar i en verden, der søger forklaringer frem for moralske afgørelser. Senere vendte han blikket mod historiske og eksistentielle spørgsmål i blandt andet Vejen til Lagoa Santa.
Stangerups bøger spørger, hvad det koster at tænke og handle selvstændigt. De er præget af uenighed, uro og interesse for europæisk idéhistorie. Hvis man vil møde hans samfundskritiske stemme, er Manden der ville være skyldig et oplagt sted at begynde.