Dansk litteratur gennemgik en markant udvikling fra begyndelsen af 1800-tallet til slutningen af det 20. århundrede. Perioden rummer romantikkens idealer, det moderne gennembruds realisme, mellemkrigstidens eksperimenter og efterkrigstidens mangfoldighed af stemmer. For et dansk publikum giver det mening at se på denne periode som et spejl af samfundets forandringer: fra enevælde til demokrati, fra bondesamfund til velfærdsstat, og fra national selvopfattelse til globalt udsyn.
1800-tallet: Romantik og realisme
Romantikken og nationalfølelsen
I begyndelsen af 1800-tallet stod romantikken som den dominerende litterære strømning. Her blev kunsten set som et redskab til at udtrykke det skønne, det sande og det åndelige. Adam Oehlenschläger var en central skikkelse, og hans digt Guldhornene (1802) regnes som romantikkens manifest i dansk litteratur. Oehlenschläger forbandt nationalfølelse med mytiske og historiske emner og bidrog dermed til at styrke en dansk kulturel identitet i en tid præget af politiske omvæltninger.
Biedermeier og hverdagsrealisme
Sideløbende med romantikken udviklede sig en mere jordnær stil, ofte betegnet som biedermeier. Her blev hverdagslivet skildret i små, overskuelige former. Forfattere som Thomasine Gyllembourg skrev fortællinger, der fokuserede på hjemmet, familien og de borgerlige dyder.
Realismen og det moderne gennembrud
I anden halvdel af århundredet blev romantikkens idealer udfordret af realismen. Georg Brandes lancerede i 1871 kravet om, at litteraturen skulle sætte “problemer under debat”. Dermed indledtes det moderne gennembrud, hvor forfattere tog fat på sociale og samfundskritiske emner som køn, moral og klasseforskelle.
- Henrik Pontoppidan skildrede land og by i konflikt og er især kendt for romanen Lykke-Per (1898–1904), der beskriver et individ fanget mellem tro, ambition og samfundsnormer.
- J.P. Jacobsen bragte en poetisk og psykologisk dybde ind i realismen, især i romanen Niels Lyhne (1880), hvor troens sammenbrud og livets meningsløshed står centralt.
- Amalie Skram, selvom norsk, havde stor indflydelse på dansk litteratur med sine naturalistiske romaner om kvindeliv og ægteskab.
Overgangen til 1900-tallet: Symbolisme og nyromantik
Omkring år 1900 begyndte forfattere at reagere mod den hårde realisme. Symbolismen og nyromantikken vendte blikket mod det indre liv, fantasien og sprogets musikalske kvaliteter.
- Sophus Claussen og Johannes Jørgensen skrev symbolistiske digte, der søgte at udtrykke stemninger og åndelige erfaringer.
- Herman Bang var en særpræget skikkelse, der forbandt impressionistisk stil med socialt engagement. Hans roman Ved Vejen (1886) skildrer den stille tragedie i en kvindes liv fanget i provinsens konventioner.
Mellemkrigstiden: Eksperimenter og modernisme
Socialrealisme og samfundskritik
Efter Første Verdenskrig kom en ny generation, der skildrede samfundets uligheder og modernitetens vilkår. Martin Andersen Nexø skrev arbejderromanerne Pelle Erobreren (1906–1910) og Ditte Menneskebarn (1917–1921), som satte fokus på underklassens liv og kampen for værdighed.
Modernistiske tendenser
Mellemkrigstiden var også præget af modernistiske eksperimenter. Tom Kristensen’s roman Hærværk (1930) er et hovedværk i dansk modernisme, hvor hovedpersonens alkoholiserede sammenbrud bliver et billede på mellemkrigstidens krise og værdiforvirring.
Efterkrigstiden: Eksistentialisme og ny realisme
Eksistentialistiske strømninger
Anden Verdenskrig satte dybe spor i dansk litteratur. Mange forfattere kredsede om temaer som ansvar, frihed og skyld. Karen Blixen genvandt international opmærksomhed med sine fortællinger, bl.a. i Syv fantastiske fortællinger (1934), som kombinerer klassisk fortællekunst med filosofiske refleksioner.
Den nye realisme
I 1950’erne og 1960’erne opstod en ny realisme, ofte kaldet konkret realisme, hvor hverdagslivet blev skildret nøgternt og præcist. Forfattere som Hans Scherfig brugte satiren til at kritisere samtidens samfund, eksempelvis i Det forsømte forår (1940). Tove Ditlevsen beskrev barndom, kvindeliv og misbrug i både digte og romaner, bl.a. Barndommens gade (1943) og Gift (1971).
1960’erne og 1970’erne: Politisk engagement og eksperimenter
Rødstrømper og kvindelitteratur
Kvindebevægelsen satte et tydeligt præg på dansk litteratur i 1970’erne. Suzanne Brøgger udfordrede normerne om køn og seksualitet i værker som Fri os fra kærligheden (1973). Kirsten Thorup skrev romaner om outsideres vilkår i et forbrugersamfund, fx Baby (1973).
Eksperimenterende former
1960’erne og 1970’erne bød også på sproglige og formmæssige eksperimenter, inspireret af international modernisme. Per Højholt kombinerede poesi og teori, mens Klaus Rifbjerg var både romanforfatter, digter og dramatiker. Hans roman Den kroniske uskyld (1958) er en klassiker om ungdom, venskab og tab.
1980–2000: Postmodernisme og nye stemmer
Postmodernistiske strømninger
Fra 1980’erne blev litteraturen præget af postmodernisme, hvor ironi, intertekstualitet og leg med genrer dominerede. Peter Høeg fik international succes med romanen Frøken Smillas fornemmelse for sne (1992), som forener krimi, eksistensfilosofi og samfundskritik.
Nye kvindestemmer
Forfattere som Hanne Vibeke Holst og Helle Helle markerede sig i 1990’erne. Helle Helle er kendt for sit minimalistiske sprog og skildringer af almindelige menneskers liv i provinsen, eksempelvis i Rødby-Puttgarden (2005).
Globalisering og migration
Litteraturen i 1990’erne og frem mod 2000 begyndte også at afspejle globaliseringens og migrationens temaer. Forfattere med flerkulturel baggrund, som Yahya Hassan (lidt senere, fra 2013), bygger videre på denne udvikling.
Konklusion
Dansk litteratur fra 1800 til 2000 bevæger sig fra romantikkens idealisering af natur og nation til postmodernismens leg med form og identitet. Undervejs har litteraturen sat fokus på både samfundets store spørgsmål og individets nære erfaringer. For danske læsere i dag udgør denne periode et rigt bagtæppe, hvor både klassikere og nyere forfattere kan hjælpe os til at forstå, hvordan vi er blevet dem, vi er.
Kilder
- Den Store Danske Encyklopædi, Gyldendal.
- Litteratursiden.dk – artikler om dansk litteraturhistorie.
- Pil Dahlerup (red.): Dansk litteraturhistorie, bind 3–6, Gyldendal.
- Aage Henriksen m.fl.: Dansk litteraturhistorie, Gyldendal.
- Finn Hauberg Mortensen: Det moderne gennembrud og dets betydning, i Dansk litteraturhistorie.