Hos Henrik Bjelke kan en fortælling nægte at gå den lige vej. Sproget skifter retning, perspektiver brydes, og personerne gør det sjældent nemt for læseren at holde med dem. Det kan være besværligt at læse, men besværet er en del af projektet: Bjelke ville udfordre vante forestillinger om både litteratur og mennesker.
Henrik Bjelke blev født i Aarhus i 1937 og døde i 1993. Han læste jura uden at afslutte studiet og debuterede med Første person ental i 1968. Forfatterskabet står i forbindelse med den eksperimenterende litteratur efter 1960, hvor romanen kunne blive et rum for sproglige forsøg, fremmedgørelse og nye former for fortælling.
I romaner som Saturn og essaysamlingen Seks råb fra baghovedet undersøger han blandt andet seksualitet, identitet og forholdet mellem den enkelte og omverdenens normer. Han var inspireret af modernistiske forfattere som Vladimir Nabokov og Djuna Barnes. Den springende form kan få teksten til at ligne en collage, hvor sammenhængen opstår mellem brudstykkerne snarere end i et jævnt fortalt handlingsforløb.
Bjelke er ikke en forfatter, der lover tryg identifikation. Han beder læseren om at være aktiv, tvivle og mærke sprogets modstand. Netop derfor har hans bøger bevaret en særstilling i dansk eksperimenterende prosa. De læses bedst med nysgerrighed og uden krav om, at alt skal forklares med det samme.