Et landskab kan være andet end træer, vand og sten. I Annemette Kure Andersens digte bliver naturens former også et sprog for menneskelige erfaringer. Stemninger forskyder sig næsten umærkeligt, og billederne åbner for kærlighed, tab og forandring. Det er lyrik, der ikke nødvendigvis forklarer sine følelser, men lader læseren opholde sig i dem.
Annemette Kure Andersen er født i Ribe i 1962. Hun læste dansk og italiensk og beskæftigede sig blandt andet med nyere italiensk lyrik. I 1990 debuterede hun i tidsskriftet Hvedekorn; året efter udkom den første digtsamling, Dicentra spectabilis (1991). Hun var senere redaktør af Hvedekorn fra 1996 til 2002.
Digtsamlingerne Espalier (1993), Epifanier (1997) og Dokument (2001) viser en forfatter med interesse for præcise billeder og sprogets rytme. Hun har også oversat den italienske digter Giuseppe Ungaretti og udgivet prosatekster, blandt andet Små afvigelser (2003). I senere lyrik som Stedfæstelse undersøges forholdet mellem steder, erfaring og menneskers indre liv.
Man skal ikke nødvendigvis lede efter en enkelt handling i hendes digte. Deres styrke ligger ofte i forbindelsen mellem det synlige og det, som er svært at sige direkte. Læsningen bliver en opmærksomhedsøvelse: Et lille sprogligt skift kan åbne en stor følelse.