Et digt kan være både en kærlighedserklæring og et gådefuldt landskab. Hos Sophus Claussen mødes sanselighed, drøm og forestillinger, der ikke lader sig oversætte til én enkel betydning. Hans lyrik kan virke fremmed ved første møde, men ofte ligger der en stærk rytme og en levende erfaring bag billederne.
Sophus Claussen (1865–1931) var digter, prosaist og journalist. Han rejste blandt andet i Europa, og mødet med tidens franske og europæiske litteratur gav inspiration til hans egen udvikling. Han blev en vigtig repræsentant for symbolismen i dansk digtning, hvor sproget søger at antyde følelser og sammenhænge frem for at forklare dem direkte.
Digtsamlingen Pilefløjter fra 1899 rummer en sanselig, musikalisk poesi. Med Djævlerier (1904) bevægede han sig mod mørkere forestillinger om begær, drift og tilværelsens skjulte kræfter. Claussen skrev også digte om krig og ødelæggelse og udgav senere blandt andet Fabler (1917). Hans værker veksler mellem livsglæde og en fornemmelse af noget truende.
Claussens poesi gør ingen stor dyd ud af at være let. Den vil snarere få læseren til at se verden på andre måder. Begynd med digte fra Pilefløjter, og gå derfra til Djævlerier for at opleve, hvor forskellig hans tone kunne være.